Test Signa-
turer

Tema i Pullimutvisen

Klik her for at lytte

 

I 2017 havde Love Reflection 50 års jubilæum!

Se nærmere under Nyheder

 

Introduktion

Beatgruppen Love Reflection, som bestod af fem musikere fra området omkring Rødby/Maribo på Lolland, var typisk for den underskov af beatorkestre, der myldrede frem på Lolland-Falster i sidste halvdel af 1960'erne. De bestod ofte af autodidakte musikere, som var stærkt inspirerede af den musik, der udviklede sig i 60'erne. Kvaliteten af orkestrene var meget svingende, men entusiasmen fejlede ikke noget. De spillede stort set alle sammen musik af udenlandske eller danske forbilleder, mens det var sjældent, at de spillede egen musik. Nogle grupper specialiserede sig i at spille populære numre fra hitlisten, og bidrog derved til 60'er-festen, mens andre grupper valgte en musikstil, som de brændte for uden i væsentlig grad at lade sig påvirke af, hvad publikum ville høre. Love Reflection kom hen ad vejen til at tilhøre den sidste kategori med et repertoire baseret på blues-rock. En grundig gennemgang af rock-scenen på Lolland-Falster er lavet af Claus Hellgren Larsen og findes på www.lf-rock.dk.

Det er lykkedes at samle en del dokumentation om gruppen i form af avisudklip, PR-materiale, billeder samt detaljer om gruppens engagementer i hele dens levetid fra 1967-1970. Der findes desuden en båndoptagelse fra gruppens afskedskoncert på Rødby Havn skole. Man kan under afsnittet "Sidste koncert" høre udvalgte numre fra denne koncert, og derved selv danne et indtryk sig af, hvordan det lød i 60'erne. Endelig kan man i afsnittet "Genopstandelsen" læse historien om, hvordan gruppen mod alle odds blev gendannet i 2011 41 år efter, den blev opløst.

 

Musikere

Medlemmer af Love Reflection

Orkestrets medlemmer var vist fra venstre på billedet ovenfor:

 

Historie

I 1967 søgte Finn og Birger, som begge var 18 år, efter en trommeslager for at danne et nyt band. De havde spillet basguitar og singleguitar i det hedengangne Rødby-orkester The Hangmen, som havde eksisteret siden 1964. Tanken var at lave et band med kun tre medlemmer stærkt påvirket af det engelske orkester Cream og den danske pendant Young Flowers. De fik kontakt til trommeslageren Rasmus Romme fra Holeby. Han havde tidligere spillet i The Young Ones hjemmehørende i Hillested (ikke at forveksle med The Young Ones fra Falster som senere blev til Danny and the Royal Strings). Det blev aftalt, at Rasmus skulle komme til Rødby, så man kunne diskutere mulighederne. En sommerdag i 1967 mødtes de på torvet i Rødby (billedet nedenfor). Rasmus, som også var 18 år, var der sammen med en ung knægt fra Maribo, som hed Søren. Søren på 15 år havde spillet i Maribo-gruppen The Pretty Boys. Søren var lidt benovet over at møde Finn og Birger, som ikke bare var en del ældre end ham selv, men som også var kendte musikere i Rødby og opland. Rasmus var interesseret i at deltage i orkestret, men han stillede som betingelse, at Søren også skulle være med. Finn og Birger spurgte Søren, hvad han kunne, og han sagde, at han kunne spille lidt guitar. Det var lidt af en streg i regningen, og billedet af Rødbys pendant til de moderne tremandsorkestre forsvandt i det fjerne. På den anden side hang gode trommeslagere ikke på træerne på Lolland, og ville de have Rasmus, så det ud til, at de måtte tage Søren med i købet. Det blev aftalt, at de skulle mødes en aften på Finns fars snedkerværksted og afprøve de musikalske muligheder.

Torvet i Rødby
 
Værkstedet

De mødtes så en aften på værkstedet i Vestergade (billedet ovenfor), som skulle blive det faste øvelokale og opbevaringssted for musikinstrumenter. Finn kom med sin røde Høfnerbas og Birger med sin gulbrune Høfnerguitar. Søren kom ligeledes med en Høfnerguitar, mens Rasmus havde sit trommesæt med (ukendt fabrikat). De på det tidspunkt til rådighed værende guitarforstærkere og sanganlæg blev stillet op. Finn og Birger var spændt på, hvad denne Søren, som sagde, at han kunne spille lidt guitar, egentlig kunne. Efter have stemt sin guitar gav Søren sig til at spille forspillet til Hey Joe med Jimi Hendrix. Finn og Birger var mildest talt målløse. I løbet af et øjeblik havde Birger reorganiseret orkestret, så Søren skulle spille singleguitar, hans selv bas, mens Finn skulle spille rytmeguitar. Sidstnævnte var egentlig også hensigtsmæssigt, da Finn samtidig skulle være forsanger. ”Love Reflection” var født, selv om navnet først kom senere.

I november 1967 havde Love Reflection sit første engagement på Hotel Eggert i Rødby, som blev aflønnet med 200 kr. for at spille fra kl. 19 til kl. 01.

I marts 1968 blev Love Reflection nr. 2 ved Lolland-Falster-mesterskabet i pop-musik.

I maj 1968 blev orkestret udvidet med et ekstra medlem, Hans Tonnesen på orgel.

I august 1968 skrev orkestret under på en kontrakt med Ole Mortensen, Nykøbing Falster, om at lade sig repræsentere af hans bureau O. M. Music. O. M. Music stod for orkestrets engagementer i resten af dets levetid.

Den 25. april 1970 spillede orkestret sin afskedskoncert på Rødby Havn Skole. Årsagen var, at Finn var blevet indkaldt som soldat, og resten af orkestret var ikke interesseret i at fortsætte. Orkestret blev samlet året efter for en enkelt koncert i Diskotek Smøgen i Rødby, men derefter var det definitivt slut. Finn og Birger stoppede med at spille rockmusik, mens Rasmus og Søren fortsatte som musikere i flere efterfølgende bands, bl. a. spillede de sammen i Lomose Band i omkring 25 år.

 

Fra scrapbogen

I orkestrets scrapbog findes et omfattende antal avisudklip om Love Reflection sammen med billeder, PR-materiale, og oversigt over samtlige engagementer i perioden 1967-1970. Scrapbogen befinder sig nu på Sydlollands Lokalhistoriske Arkiv i Rødby (www.sydlollands-lokalarkiv.dk), men indholdet er blevet skannet og samlet i dokumentet "Love Reflection 1967-1970". Dokumentet kan hentes ved at klikke på linket LoveReflection-1967-1970.pdf men er på 70 MB så downloadtiden kan være lang og dokumentet indeholder kun information som også kan findes på hjemmesiden. Hovedparten af indholdet fra scrapbogen kan ses ved at klikke på følgende knapper, mens en knap til oversigten over engagementer findes i det efterfølgende afsnit "Engagementer".

Se billeder     Se PR-materiale     Se avisudklip

Ved overdragelsen af scrapbogen i 2009 var avisen Folketidende til stede og bragte efterfølgende artiklen "Pigtråden på arkiv" den 13. juni 2009.

Lokalhistorisk Arkiv Rødby havde i deres årsskrift for 2008 på side 34-37 en artikel om rockmiljøet på Sydlolland omkring Rødby and Rødbyhavn. Artiklen med titlen "Rock på Søen" er skrevet af Claus Hellgren Larsen og kan ses ved at klikke på følgende link (se årskriftets artikel).

 

Engagementer

En detaljeret oversigt over orkestrets engagementer i perioden 1967-1970 kan ses ved at klikke på "Se engagementer" nedenfor. Her findes dato, varighed, spillested og indtægt for hvert enkelt engagement.

Se engagementer

Kortet til venstre viser den geografiske fordeling af Love Reflection's engagementer i orkestret levetid (klikkes på kortet vises det i fuld størrelse). Tallet i hver rød "boble" er antallet af engagementer på det viste sted. Det ses, at orkestrets engagementer var centreret omkring Lolland-Falster.

 

Repertoire

Der er kun fundet en enkelt set-liste, hvilket egentlig er overraskende i betragtning af hvor meget andet materiale, der er blevet gemt. Viden om gruppens repertoire baserer sig derfor på orkestermedlemmerne hukommelse, hvilket er en kilde til nogen usikkerhed, når man tager deres fremskredne alder i betragtning.

Set-liste (klik på den for at se den i fuld størrelse)

I 1967 og 1968 spillede Love Reflection både de musiknumre, som de selv foretrak at lytte til, men også de numre som var meget populære hos publikum. Der var en stærk tilskyndelse fra bookingbureauet til at medtage musiknumre fra sidstnævnte kategori. Set-listen ovenfor stammer fra denne periode. Man ser et meget stort antal numre med orkestrets yndlingsgrupper som Jimi Hendrix, Cream, Procul Harum og danske Beefeaters, men også at listen indeholder "populære" numre med f. eks. Beach Boys, Bee Gees, Tages og Yardbirds. Den fundne set-liste har ingen datering, men den må være fra en periode tidligt i orkestrets levetid, da den ikke indeholder musik af engelske blues/rock-grupper som Peter Green’s Fleetwood Mac, Animals, John Mayall og Ten Years After, der senere blev kernen i orkestrets repertoire.

I begyndelsen af 1969 besluttede gruppen sig til at ændre repertoire og stoppe med at spille de ”populære” pop-numre for udelukkende at satse på et repertoire fra blues og rock-musikken. Herefter kom repertoiret primært fra grupperne vist til venstre.

 

Musikinstrumenter

Tabellen nedenfor viser de musikinstrumenter, som orkestret brugte, før det gik i opløsning i 1970. 

Sanganlæg 2 Shure mikrofoner
Dynacord Eminent forstærker
2 Selmer søjlehøjttalere
Hagström ekkomaskine
Trommer Ludwig med stortromme, lilletromme, tam, gulvtam, hihat og 2 bækkener
Basguitar Höfner basguitar med massiv krop
Dynacord Bass King forstærker
Højttalerkabinet med 2 x 15"
Singleguitar Gretsch guitar med hul krop
Höfner guitar med massiv krop
VOX AC 30 forstærker med højttaler
Rytmeguitar Burns guitar med massiv krop
Også tilsluttet ovennævnte VOX AC 30
Orgel Farfisa orgel
Beckmann forstærker
Hagström højttaler

 

Sidste koncert

Lørdag den 25. april 1970 spillede Love Reflection for sidste gang til et engagement på Rødby Havn Skole. Plakaten fra denne begivenhed ses ovenfor (klik for fuld størrelse). Årsagen til orkestrets opløsning var, at Finn var blevet indkaldt til militærtjeneste, og de øvrige ville ikke fortsætte uden ham eller med en anden person i hans sted. Birger havde på det tidspunkt boet næsten to år i København, så for ham var det heller ikke praktisk med et band, som havde udgangspunkt i Rødby/Maribo.

Da det var sidste gang, at orkestret skulle spille, tilbød en af deres gode venner John Sklander fra et andet lollandsk orkester Sound of Servants at optage dele af koncerten på bånd. Akustikken i det rum, hvor der skulle spilles, var temmelig dårlig. Det blev derfor besluttet at optage direkte fra forstærkernes elektriske udgange. Signaler fra hver forstærker blev samlet i en mixerpult og derfra optaget på spolebåndoptager. Trommerne blev som det eneste optaget med en mikrofon. Orkestrets medlemmer fik hver sin kopi af spolebåndet, som dog hurtigt havnede bagerst i skufferne

I år 2000, 30 år efter orkestrets opløsning, talte Finn og Birger om, at det kunne være interessant at prøve, om det var muligt at overføre spolebåndets indhold til CD. Finn havde kun en kopi på kassettebånd, mens Birger havde den oprindelige spolebåndskopi. Birger var i den heldige situation, at han arbejdede et sted, som både havde en gammel Revox spolebåndoptager der stadig fungerede og nye DAT-båndoptagere. Han overførte derfor den indspillede musik til DAT-bånd for senere at kunne redigere optagelserne. Da belægningen på gamle spolebånd ofte sidder meget løst efter så mange år, skulle det helst lykkes i første omgang. Det var derfor med stor spænding, at resultatet på DAT blev lyttet igennem. Optagelsen var i mono og ind imellem overstyret, men alt taget i betragtning var kvaliteten af optagelsen rimelig. Da alle instrumenter lå i eet spor var der ikke de store muligheder for at redigere musikken. Så redigeringen med programmet Cool-Edit (senere Adobe Audition) bestod mest i at skære de enkelte numre ud af optagelsen, og nogle gange fade et nummer ind eller ud, hvis det havde været nødvendigt at skære en del af nummeret væk på grund af overstyring på båndet.

I forbindelse med 30 års jubilæet blev der lavet en CD med titlen "Love Reflection Live" med stort set alle numre fra båndet, og ikke alle numre var i lige god kvalitet. Det blev derfor senere besluttet at lave en ny CD med 11 af de bedste numre. På den først CD var det i øvrigt tydeligt, at lyden var "knastør" uden klang fra rummet, fordi den var optaget direkte fra forstærkerne. Det blev derfor beslutte at lægge rumklang på optagelsen og tilføje publikumslyd mellem numre for at binde dem sammen, hvilket fik numre, som blev fadet ind eller ud til at lyde mere naturligt. Den nye CD blev kaldt "Love Reflection. Last Concert", selv om fristelsen til at kalde den "The Best of Love Reflection" var stor. Cover til de to CD-ere ses nedenfor.

De udvalgte 11 numre fra "Last Concert"-CD'en kan ses i følgende tabel og de enkelte numre kan høres ved at dobbeltklikke på linket i tabellen (for at opnå bedste lydkvalitet anbefales brug af hovedtelefoner med passende lydstyrke).

Musiknummer Link
1. Dust my blues (John Mayall & Bluesbreakers) LRLC-01.mp3
2. If you be my baby (Fleetwood Mac) LRLC-02.mp3
3. Foxy Lady (Jimi Hendrix) LRLC-03.mp3
4. My babe (Beefeaters) LRLC-04.mp3
5. Crossroads (Cream) LRLC-05.mp3
6. You got to move (Fleetwood Mac) LRLC-06.mp3
7. I may be wrong, but I won't be wrong always (Ten Years After) LRLC-07.mp3
8. All your love (John Mayall & Bluesbreakers) LRLC-08.mp3
9. Pullimutvisen (Love Reflection) LRLC-09.mp3
10. You upset me baby (Young Flowers) LRLC-10.mp3
11. Baby don't stay here no more (Love Reflection) LRLC-11.mp3

 

Genopstandelsen

I år 2000, 30 år efter at Love Reflection var blevet opløst, tog Finn og Birger kontakt til Rasmus og Søren for at høre, om de var interesseret i at mødes igen for at genopfriske de begivenhedsrige år fra 1967 til 1970. Der havde ikke været kontakt af betydning i den mellemliggende periode. Rasmus og Søren var interesseret, men det var ikke muligt at tage kontakt til Hans.

Til sammenkomsten blev der fremstillet en CD med lydoptagelserne fra orkestrets afskedskoncert, som omtalt under ”Sidste koncert”. Sammenkomsten fandt sted om sommeren i Finns sommerhus på Lolland. Det føltes ikke, som om der var gået lang tid siden sidst, og det blev besluttet at gentage det. Orkestret mødtes igen efter yderligere 5 år, og herefter begyndte de at ses hvert år i sommerhuset. I sommeren 2009 besøgte Love Reflection Sydlollands Lokalhistoriske Arkiv i Rødby for at overdrage deres scrapbog til arkivet. Avisen Folketidende var tilstede ved overdragelsen. Følgende billede er fra avisens artikel.

Ved sammenkomsten i 2010 blev der talt om en dag at prøve at spille igen. Det skete så i eftersommeren 2011 på loftet i Rasmus’ landsted. Rasmus og Søren havde spillet i de mellemliggende år og havde derfor gearet i orden. Birger havde været involveret i noget basspil i anden sammenhæng og havde en basguitar og en forstærker, og Finn lånte en guitar af Søren. Der var ikke noget sanganlæg, så en mikrofon af begrænset kvalitet tilsluttet en Fender Twin-Reverb guitarforstærker kom til at udgøre sanganlægget. Det var ikke ideelt, men OK for en dag. Man kunne godt høre, at det var lang tid siden, orkestret havde været samlet sidst. Lyden var mildest talt noget rusten, men det lød ikke helt håbløst. Det blev derfor besluttet at prøve igen.

Orkestret har nu spillet nogle år, og det manglende gear er blevet anskaffet. Orkestret mødes normalt en gang om måneden, sommetider lidt oftere, og øver hele dagen. Da orkestermedlemmerne geografisk er spredt fra det sydlige Lolland til København er der ikke mulighed for at gøre det meget oftere.  Orkestret er kommet til at se en anelse ældre ud, men repertoiret har ikke ændret sig meget. Der er ingen planer om at gøre spilleriet til en profession igen.

 

Kontakt

mailto:webmaster@love-reflection.dk